GHOSTBUSTERS: AFTERLIFE: Underholdningen ofres ved nostalgiens alter

Af Gustav Stubbe Arndal

Ghostbusters (1984) var en udmærket film. Den havde en unik præmis, der sætter fantasien i gang for de unge, og en selvreflekteret sans for humor, der gav os mange ikoniske replikker at citere. Men som så mange fine adventurefilm fra 80’erne er den blevet mere end det – en værdifuld Intellectual Property for producerer og en nostalgisk milepæl for mange fuldvoksne nørder.

Man forsøgte sig med et remake i 2016 med en kvindelig kvadrille, men denne blev mødt af en sexistisk hadekampagne ganske ude af proportioner med dens egentlige kvalitet. Problemet med Ghostbusters (2016) var ikke, at den var ”politisk korrekt” eller ikke tog franchisen alvorligt – problemet var, at den ikke var særligt morsom.

I det mindste gjorde den et forsøg, modsat Ghostbusters: Afterlife. Denne velmente men fejlskruede efterfølger til originalen tilbeder ved nostalgiens alter med en dyb alvor, når den ikke fyrer dialog af med den slags tvungne selvironi, der har forgiftet filmlandskabet, siden Marvel-filmene begyndte at sælge billetter.

Man kan se lidt potentiale i præmissen. Vi rykker fra New Yorks travle storby til en søvnig, døende landsby ude på bøhlandet, hvor et søskendepar udforsker deres afdøde bedstefars gård, som er fyldt med overnaturlig energi og maskiner, der kan bekæmpe genfærd.

Ja, producerne tog ét kig på drengenes halloweenkostumer i anden sæson af Stranger Things (2017) og gav grønt lys (og fik ovenikøbet en af seriens stjerner med), men den serie har elementer, der kunne virke i en frisk udgave af denne franchise. Det er desværre ikke, hvad vi får i Ghostbusters: Afterlife.

Den første time er propfyldt med langtrukne scener, hvor Phoebe (McKenna Grace) og Trevor (Finn Wolfhard) bevæger sig varsomt gennem deres morfars hus. Musikken fortæller os, hvor spændende det er, hvorefter et lys tændes eller et tæppe trækkes væk, og en rekvisit fra ’84 vises frem som var det den hellige gral.

Imellem disse latterligt selvhøjtidelige sekvenser kan vi nyde hårdt sarkastiske samtaler med deres inkompetente mor (Carrie Coon), eksposition fra skolelæreren Mr. Grooberson (en noget så spildt Paul Rudd) og Phoebes begyndende venskab med den tåkrummende lamme knægt ”Podcast” (Logan Kim) – en karakter, der skal agere ”comic relief” uden forståelse for, hvad nogen af de to ord betyder.

Børnene viser af og til en sød kemi, og filmen er skudt og instrueret kompetent, hvilket man bør forvente, når man hyrer en Oscar-nomineret instruktør som Jason Reitman. Men det er svært at engagere sig med, hvad der tydeligvis er en fodnote til Egon, Venkman og kompagnis meget vigtigere eventyr 36 år tidligere.

Der er ingen originalitet overhovedet. Spøgelsesteknologi har tydeligvis været på pause i flere årtier, for alle maskinerne er som man husker dem. Selv finalen, som endelig bringer en smule spænding til det vakkelvorne plot, er ikke mere end et gensyn med en skurk, der allerede blev besejret i første omgang.

Uden Ghostbusters-navnet havde manuskriptfolkene måske måtte være opfindsomme og finde en emotionel kerne i fortællingen om en afdød spøgelsesjægers hjemsøgte hus. Men de har ikke andet end navnet.

Ghostbusters: Afterlife retter kursen fra det tidligere reboot så hårdt, at den kiler over. Filmens skabere behandler en udmærket, morsom 80’er-film som var den af mytologisk værdi – en hellig tekst for gamle nørder, som bør æres og respekteres, hvis man skal lokke et betalende publikum. Og den mest skræmmende del af denne spøgelseshistorie er tanken om, at de kunne have ret.

Kommentarer